Menu



 
Søg på side

 
Vejret






 
Antal besøg

 
Login

Uheld med bådtrailer

Uheld med bådtrailer.

 

Jeg var i går (fredag den 19. maj) så uheldig at ”tabe” klubbens store trailer på motorvejen. Uheldet skete 5 km nord for Kolding på helt lige vej.

Årsagen til at traileren pludselig løsner sig fra vores Ford transit er ikke fastslået. Blot kan siges, at jeg ved påmontering af traileren foretog det sædvanlige tjek for at sikre fastspænding, og gentog dette ved et stop i anden anledning umiddelbart før Randers. Endvidere kan det undre, at det er muligt at køre så langt gennem flere rundkørsler, vejbumb, vejarbejde og skarpe sving i byer for så at miste traileren på helt lige vej, vindstille og uden andre trafikanter i umiddelbar nærhed.

Efter traileren har løsnet sig fra kassebilen udløses bremsesystemet som det skulle. Traileren mister hurtigt fart, fortsætter lige ud en tid for så langsomt at trække til højre ud i nødsporet. Her glider den sidelæns tre meter ned i en grøft. Traileren rammer her et mindre træ med forenden. Dette sammenstød afstedkommer stor skade på især det forreste af stativerne, hvor vi fastspænder bådene. Det forreste stativ presses ved sammenstødet bagud og skader herved flere både.

Heldigvis skete der ingen personskade ved uheldet.

Jeg vil mene at to firere, to dobbeltscullere samt en singlesculler er totalskadet. Enkelte andre både har fået mindre skrammer og andre igen er helt uskadte.

Straks efter uheldet blev myndighederne kontaktet via 114 og 112. Da hverken trailer eller kassebil var til gene for andre trafikanter på motorvejen ønskede politiet ikke at bese uheldsstedet. Vi skulle blot sørge for på forsvarlig vis at få fjernet vores grej.

Herefter blev bilens forsikringsselskab samt det forsikringsselskab, hvor vores både er forsikret kontaktet for indhentning af instrukser for tømning af trailer og dokumentation af det skete.

En mængde billeder blev taget, hvorefter tømningen påbegyndtes. Efter kontakt til en landmand fik vi lov via sprøjtespor at bære alt vores materiel ca. 500 meter gennem en kornmark til et sted, hvor vi kunne komme til at læsse både og andet materiel om på den lille bådtrailer. Denne var i mellemtiden blevet kørt fra Hadsund til uheldsstedet. 4 singlescullere måtte dog på taget af kassebilen hjem.

Alle både er nu i klubben. Her vil de blive beset af en taksator fra vores forsikringsselskab i nærmeste fremtid.

Traileren bliver en af de nærmeste dage transporteret til Hadsund, hvor en anden taksator vil gennemgå den. Umiddelbart ser det ud til at der skal nye stativer på traileren.

Anders Toft Christiansen


Oprettet af Anders Toft Christiansen (29)
Hadsund Roklub - Thygeslundvej 9, 9560 Hadsund - Tlf. 98573727