Hadsund Roklub har en lang og stolt tradition for kaproning. Klubben er blandt de bedste i landet og giver dig mulighed for at opfylde de mest fantastiske drømme. Drømmer du om at vinde guld til OL og gå i Hadsund-roeren Thor Kristensens fodspor, eller ønsker du blot at ro konkurrence for sjov, så har du muligheden for at få dine drømme opfyldt i klubbens kaproningsafdeling.

       

Vi stiller godt materiel til rådighed og har mange kompetente og engagerede trænere, der sørger for, at der bliver taget hånd om alle uanset niveau.

Det koster ikke ekstra kontingent at deltage i konkurrencer eller landsholdstræningslejre. Du skal blot være indstillet på at deltage i de arrangementer, vi laver for at rejse kapital til driften af afdelingen f.eks. 24 timers roning. Vi mener, det er sundere på denne måde, at vi via fælles indsats medvirker til, at alle roere har muligheden for at deltage eller kvalificere sig til både nationale og internationale konkurrencer og træningslejre uanset økonomisk ståsted. Vi har det i øvrigt rigtig sjovt sammen, når vi deltager i arrangementerne, så arbejdet styrker samtidig fællesskabet roerne imellem.

        

Som kaproer kommer man rundt til stævner (regattaer) både i og uden for Danmark. Det foregår typisk over en weekend, hvor fællesskab, hygge og roning er i højsædet. Man bor oftest i teltlejr, hvor vi er både afhængige af og dybt taknemmelige for forældrenes deltagelse, som heppere langs regattabanen og som fantastiske kokke, der sørger for at vores roere også er i toppen ernæringsmæssigt. Vi kan prale af at have landets bedste regattamadtelt!